Route 66 – Farums 60’er Klub startede på initiativ af Leif Per Morén og Jan Petersen, der tilbage i 1993 sammen stablede et asfaltbal på benene i Farum Hovedgade. Et lokalt band ved navn ”So Long John” spillede rock’n roll evergreens fra de uforglemmelige 60’ere hele aftenen og arrangementet blev en succes. Faktisk så stor en succes, at Jan og Leif besluttede at stifte en forening, hvor borgerne i Farum kunne komme og hygge sig til musikken fra de glade 60’ere. Foreningen blev stiftet mandag d. 11. oktober 1993 og fik til huse på Ellegården.
Første arrangement i foreningens regi blev afholdt fredag d. 28. januar 1994 og også ved den lejlighed spillede ”So Long John”. Siden hin mindeværdige januaraften er det blevet til mere end 200 live musik-arrangementer med rock, rul, dans og hygge. Route 66 i en nøddeskal.
Hvad angår musikken er hovedvægten – som ovenfor antydet – lagt på det glade, ubekymrede og dansevenlige main stream pop- og rock’n roll-repertoire fra 60’erne. Meeeeeeen både ældre og yngre musik af nogenlunde samme skuffe finder nu også vej gennem forstærkerne.
Gennem årene har mange store danske bands og faktisk også solister spillet hos os – Rocking Ghosts, Sir Henry, Peter Belli, Red Squares, Rubber Band, Billy Cross, Los Valentinos, Black Devils, Mike “Elvis” Andersen, m.m.fl. Fra det store udland kan vi endda bryste os af at have haft besøg af selveste Ray Ennis – forsanger i det legendariske Mersey beat band The Swinging Blue Jeans.
Som logo blev valgt foreningens navn flettet ind i omridset af en elektrisk guitar. Samme logo var genstand for en mindre makeover i 2010, hvor bl.a. det håndtegnede omrids af den elektriske guitar, blev skiftet ud med det ægte omrids af den noget nær mytiske Fender Stratocaster el-spade fra 1954 – selv den dag i dag indbegrebet af pop-, rock- og rock’n roll-musik og mange af de største guitar-virtuosers foretrukne værktøj i et utal af udødelige indspilninger ikke mindst fra 60’erne.
I 2010 var foreningen overordentligt tæt på at lukke, fordi myndighederne skærpede kravene til foreninger, der sælger alkohol under deres arrangementer. Uroen begyndte i 2009 og medvirkede stærkt til, at den daværende bestyrelse trådte tilbage i sommeren 2010. På det tidspunkt var Route 66 reelt lukket og slukket. Men heldigvis mente nogle, at den skæbne var for krank. På en ekstraordinær generalforsamling blev der valgt en ny bestyrelse, som brugte resten af året på at sætte foreningen i stand til at leve op til myndighedernes krav. I den periode var foreningen helt afskåret fra at afholde arrangementer. Tre på stribe blev aflyst. Det var derfor med både spænding og glæde, at vi efter otte lange måneder i januar 2011 atter slog staldporten op for nye dejlige musikoplevelser, til glæde for borgere i Farum og omegn, Storkøbenhavn samt store dele af Nord- og Midtsjælland (klik her for yderligere detaljer om denne suverænt mest dramatiske periode i foreningens historie).Uroen og især striben af aflysninger i 2010 afstedkom, at mange af vores medlemmer og gæster fandt andre fornøjelser. Noget der kunne mærkes, da vi igen begyndte at afholde arrangementer i januar 2011. Meeeeen det har vi nu fået indhentet igen siden da. I 2012 genindførte vi arrangementer med spisning og i september 2013 blev kronen for genskabelsen sat på værket, da vi fejrede foreningens 20-års fødselsdag med lige så stor tilslutning og begejstring, som tilbage i 2008, hvor mere end 260 ellevilde medlemmer og gæster fejrede vores 15-års fødselsdag ved et monster-arrangement med rock og rul for fuld hammer leveret af ikke mindre end 5 forskellige bands.
Næste milepæl, hvor champagnen fik lov at flyde, var d. 27/10-2017, hvor foreningen rundede sit arrangement nr. 200 med bandet New Sixty Boyz i topform på podiet.
Milepælene stod tæt i den periode. For under et år efter – d. 28/9-2018 – var der atter brug for de liflige dråber. Denne gang lod vi propperne springe i anledning af foreningens 25-års jubilæum. Som tema for arrangementet valgte vi at bringe en særlig hyldest dels til foreningens blikfang og ledestjerne – Chuck Berry – og dels til “The Merseybeat” – den musikgenre, der i 60’erne udviklede sig i Storbritannien især omkring byen Liverpool, der sjovt nok ligger, hvor floden Mersey løber ud i Det Irske Hav. Førstnævnte blev hædret i form af bandet Chuck Berry Revival og sidstnævnte med besøg af selveste Mr. Ray Ennis! Som nævnt ovenfor forsanger i The Swinging Blue Jeans, der i vores optik indtager 4. pladsen på listen over kendte Merseybands efter The Seachers, Gerry And The Pacemakers og – naturligvis – The Beatles. Mr. Ennis blev ved den lejlighed back’et up af Chimbo’s Revival. Endskønt lidt grå i toppen skulle vi vist nok lige hilse at sige, at både stemmen og passionen var i behold hos den aldrende legende.
Så langt så godt. Men vi er altså ikke færdige endnu. Slet slet ikke…… 😉